Hvad er Skalle og Skipper for nogen?
Skalle og Skipper er leopardskildpadder. Leopardskildpadden har fået sit danske navn, efter de plettede aftegninger på skjoldet, som minder om pletterne på en leopard.
Leopardskildpadden (Geochelone pardalis) er en skildpadde, der lever i den sydøstlige del af Afrika. Den lever på land og befinder sig i forskellige områder fra sandede kystskove til græsland og halvørken.
Denne skildpaddeart kan blive helt op til 70 cm lang hvilket gør den til Afrikas næststørste landlevende skildpadde, men den bliver normalt mellem 30-70 cm.
Leopardskildpadden er planteæder og lever af græs, frugter og svampe.
Kilde: www.landskildpadder.dk, www.da.wikipedia.org
 |
|
6/7 2011
Vores afrikanske landskildpadde Skalle har nu boet i Team Aktiv ca. 3 år og ”han” trives vældig godt.
Han hygger, spiser, leger, går ture i sin have og hilser hver dag på en masse børn og voksne, som kommer for at se om ”han” har det godt……..og det har han.
Dog har Skalle længe haft et ønske om at træffe ligesindede og måske endda en, som ”han” kan dele sit lange liv med.
Skalles ønske blev en realitet da en filmfotograf, som havde læst om Skalle, forleden kom og fortalte, at han havde en sød skildpadde, som savnede en mage, da ”hendes” tidligere bofælle desværre var død.
Skalles veninde kom på besøg forrige onsdag, og der var stor ståhej i den lille luksus lejlighed. Skalle var mest interesseret og moslede godt på for at komme i nærkontakt, hvorimod den ”lille”nye lige skulle finde sig til rette og lære sit nye territorium at kende.
I forbindelse med deres første fælles ”gåtur i haven” opstod der uro i Team Aktiv, for da plejefar Steen løftede vores lille nye skildpadde, tissede den på ham - og det den tissede med sidder normalt på en han! Pyyhh - 2 hanner på samme domæne er ikke en god coctail, så hvad gør man så?
Det skal nævnes (siger eksperter) at det er svært de første mange år at kønsbestemme skildpadder, men begge havde tidligere været tjekket hos dyrlæge, som med 80% sikkerhed kunne bestemme deres køn - dog uden at være helt sikre.
Men så besluttede plejefar Steen sig for at tjekke Skalle igen. Der blev ringet til eksperter og tjekket på nettet - for at finde eksempler på han og hun skildpadder. Efter grundig research er vi nu sikre på (næsten) at vores gode gamle Skalle nok er en hun skildpadde og vores lille nye en han skildpadde.
Man kan sige, at vores 2 skildpadder har skiftet køn helt uden fysisk indgreb.
Vi vil aldrig røbe for Skalle at ”han” faktisk er en hun. Han (hun) har jo altid fået at vide, at han er en han og har da et par gange også forsøgt at opføre sig som en sådan, men hvorom alting er, de trives godt, spiser, drikker, sover og går ture i haven sammen!
Familieforøgelse?....hmmm det har vi ikke taget højde for, så hvem ved!
|
|